fredag den 18. maj 2012

Band of the Universe fyrer en forrygende musikalsk fest af på CT fredag og lørdag d. 18. og 19. maj

I weekenden fredag d. 18. og lørdag d. 19. maj kl. 21.00 vil
BAND OF THE UNIVERSE fyre en forrygende musikalsk fest af på CaféScenen på CT.

Entré: 70 kr. Dørene åbner kl. 20.00


















Band of the Universe har senest samlet sig om et mere dansende og afro-inspireret udtryk. Med inspiration fra blandt andre Mulato Astatke og Fela Kuti præsenterer bandet i dag et energifuldt og inciterende repertoire, der fremføres med stor spilleglæde.

Stilen kan beskrives som svedig, solbeskinnet afrikansk jazz med et strejf af cocktail på Mallorca og en Brooklyn Lager i Chicago. Med intet mindre end 2 trommeslagere er der et naturligt fokus på rytmen og groovet i musikken – det kan være bundsolidt, og let dansende, svajende i vinden og som piskende pistolskud. Oven på dette snor og bevæger temaer, melodier, klange og soli sig. Melodierne er naivistisk dansende, lange og snirklede som en slange på sandet i Sahara og som skæve, frenetisk fyrrige fanfarer.

Bag navnet BAND OF THE UNIVERSE ligger et ønske om at favne bredt musikalsk og lade sig inspirere fra alle kanter i det musikalske landskab. Siden starten af dette årtusinde, hvor trommeslagerne Mads Andersen og Anders Provis samlede bandet, har BOTU afsøgt mange galakser i musikkens univers.

Kompositioner af kunstnere så forskellige som Frank Zappa, Ornette Coleman og Brecker Brothers samt bandets egne medlemmer er taget under kærlig og personlig behandling – sågar en julekavalkade af pop-sange fra 60’erne og 70’erne fremført på en af DK’s førende arkitekters tegnestuer, er det blevet til.

En stribe gæster, sangskriver som solister, har gennem årene optrådt med Band of the Universe: Qarin Wikström, Mads Beldring, Sture Ericsson, Joachim Badenhorst.

BILLETTER
Send en mail til billet@cafeteatret.dk – opgiv navn og antal billetter.
Afhentes senest 20 minutter før koncerten.

BAND OF THE UNIVERSE
Anders Provis: Trommer og percussion
Mads Andersen: Trommer og percussion
Simon Toldam: Tangenter
Jakob Falgren: Bas
Jeppe Skjold: Saxofon
Claus Højensgård: Trompet

Bandets medlemmer er alle særdeles aktive på den danske og europæiske musikscene og er også kendt fra:
Hess is More, Nutidsbo, Slaraffenland, Simon Toldam Trio, Kostcirkeln, Pinkunoizu, Eggs Laid by Tigers, og har arbejdet sammen med et utal af danske og udenlandske kunstnere: John Tchicai, Han Bennik, Rasmus Nøhr, Nils Davidsen, Kresten Osgood, Hugo Rasmussen, Drew Gress, Kasper Tranberg, P. O. Jørgensen, Peter Friis-Nielsen, Copenhagen Art Ensemble m. fl.